Den sorte dame og dragen – undervisningsmateriale og bog

Undervisningsmateriale til Den sorte dame og dragen

Den sorte dame og dragen

Undervisningsmateriale til forløb i 1. – 2. klasse med varighed på 4 – 6 uger. Materialet består af en mappe med lærervejledning kopiark og elevark, en oplæsningsbog og et link til Google Drev, hvor eventyret kan hentes som i-bog til oplæsning på Ipad.

Eventyret, som undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i, findes i én udgave, som alle børn læser uanset niveau – enten selv eller gennem oplæsning på iPad eller af kammerat eller underviser.

Eventyret handler om to tvillingedrenge, Mika og Silas, som ofte skændes. En dag, hvor de skyder med bue og pil i en skov, ser de en dame klædt i sort forsvinde mellem træerne. De følger efter hende ind i et hult træ og ender i en magisk verden med magiske væsener. En lille drage er ved at dø på grund af uvenskab mellem landets indbyggere. Mika og Silas får til opgave at redde den lille drages liv ved at hjælpe feer, trolde og alfer med at blive gode venner igen.

Gennem forløbet får eleverne styrket:

  • Automatisering
  • Meddigtning og genfortælling
  • At danne inferens = at læse mellem linjerne
  • At bygge bro mellem grammatik og skrivning
  • At tegne en passende illustration til en tekst
  • Brug af læseforståelsesstrategierne handlingskort og personkort
  • Grammatik: navneord, udsagnsord, tillægsord og deres bøjning, lydrette ord, stavelsesbevidsthed, dobbeltkonsonant, ord der ender på ə
  • Opmærksomhed på ukendte ord = øget ordforråd
  • Indlevelse gennem opbygning af et kreativt univers – til venstre ses to forskellige udgaver af det magiske land lavet i papmaché og figurerne i fimoler. Der er i vejledningen også bud på, hvordan man på en simpel måde kan lege, at klasseværelset er det magiske land.

Lærervejledningen indeholder:

  • Detaljeret gennemgang til hvert af de 10 kapitler med opgaver, før teksten læses og spørgsmål til litterær samtale samt opgaver, når kapitlet er læst.
  • Kopiark til opgaver med bl.a. dramaøvelser, opmærksomhed på e’s forskellige lyde, skrive digt/opmærksomhed på rim og få kendskab til ordklasserne: navneord, udsagnsord og tillægsord.
  • Elevark med opgaver til hvert kapitel: De skal tegne en forside til hvert kapitel og til sidst til selve eventyret, hvert kapitel skal læses 4 gange, der arbejdes med forskellige opgaver til hvert kapitel.

Eventyret lægger op til samtale om uvenskab; Hvordan er det at være uvenner? Hvordan kan uvenskab opleves i kroppen? Hvordan kan man blive gode venner igen? Hvilken følelse giver det i kroppen? Gennem samtalen om teksten kan børnene relatere til egne oplevelser og følelser.